Den lille blide er gået i stykker

En katastrofe er indtruffet på Middelaldercentret. Efter trofast at have afskudt tusindevis af skud siden 1989 er aksen på den lille blude knækket.

Selvom den er blevet passet er plejet godt igennem årene, så har ingen bemærket det råd, som gemte sig i akslen inde under armen. Heldigvis opdagede de erfarne blidemestre at akslen sad skævt allerede om formiddagen, da den skulle trækkes ned (den bliver i øjeblikket trukket ned med traktor grundet coronarestriktionerne). Den blev affyret uden publikum og sten for at se om alt var i orden, og da knækkede aksen, hvormed kastearmen og ballastkasse med samfulde 2 tons sten faldt ned.

Ingen kom til skade, men det kan ikke undgås at den slags sætter sine spor - både på resten af blide og på alle ansatte og frivillige… og særligt på blidemestrene.

Hvad der nu skal ske med bliden er endnu uvist, for det skal vurderes om den kan repareres eller om den er for ødelagt til at det kan lade sig gøre. Den store blide står heldigvis stadig, og den bliver affyret for publikum som vanligt.

IMG_6456.JPG

Sæson er startet

Sæsonen 1411 blev skudt igang på en solbeskinnet lørdag, hvor både den nye direktør, Roeland Paardekooper, og pressen var forbi og hilse på.

Husk at det kræver fremvisning af corona-pas at besøge Middelaldercentret og være frivillig på feltet!

  • En covid-19 test med et negativt resultat (enten kviktest (antigen test) eller en PCR-test, der er mindre end 72 timer gammel ved ankomsten.

  • En covid-19 test med et positivt resultat, som er mindst 14 dage og højst 6 mdr gammel, regnet fra tidspunktet hvor testen blev taget.

  • Et gennemført vaccinationsforløb mod covid-19. Vaccinationen skal være afsluttet mindst 2 uger før besøget.

Se mere om coronaregler her.

Middelaldercentrets nye direktør er startet

Så kom dagen endelig, hvor Middelaldercentrets nye direktør, Roeland Paardekooper startede.

Roeland Roeland er uddannet arkæolog fra universitetet i Leiden, og han har en Ph.d fra Exeter University i England omhandlende arkæologiske frilandsmuseer, ligesom Middelaldercentret. Roeland er også stifter og direktør for netværket EXARC, som Middelaldercentret er medlem af.

Roeland er fra Holland, men taler dansk.

Knud og Vivaro er blevet aflivet

De to turneringsheste Knud og Vivaro er blevet aflivet. Begge heste var desværre plaget af gigt og andre skavanker, og det blev derfor besluttet at aflive dem.

Vivaro var Ridder Liljes stolte turneringsganger. Han blev også kaldt Brutalis efter en vinter, hvor han havde været opstaldet uden for Middelaldercentret og havde været lidt brutal. Den noget mere stilfærdige Knud blev ikke brugt så meget af ridderne men herolderne Miguel og John har brugt ham mange gange til at speake turneringer fra hesteryg.

Tak for de mange gode turneringer!

Middelaldercentret har heldigvis fået indkøbt tre nye heste i løbet af året, så der også gerne skulle kunne rides turneringer næste år.