Til forsiden

Sæson 1406 er begyndt


De lune forårsdage er startet

Så er sæsonen 2016/1406 begyndt. Kom og nyd foråret på Middelaldercentret.

I løbet af vinteren er der både sket nyt og repareret gammelt. Den magiske skov er tilbage, mere uhyggelig end nogensinde. Bag købmandshuset har bådebroen fået nye planker, så man stadig kan færdes sikkert ved skibene. Den lille sø ved gedeindhegningen er blevet dækket over, da området skal udlægges til parceller. Det korte stykke "å" fra broen ved væveren ned til søen er også blevet fyldt op. De to gamle boder på torvet har fået udskiftet det efterhånden noget mølædte klæde med planker, der kan skærme de flittige torvefolk for vind og vejr.

Aktivitetsområdet ved caféen har også fået en ordentlig overhaling. Her er der blevet etableret et borgtårn, som børnene kan lege i, der er kommet en bowlingbane og så er der kommet et vandlegeområde, som helt sikkert bliver populært, når vi kommer frem til højsommeren.

Omkring 25 frivillige var med til de sidste forberedelser i en arbejdsweekend ugen inden åbningen, hvor der bl.a. blev malet tribuner og gjort rent i middelalderhusene så de var flotte og klar til publikum. En stor tak til de medvirkende.

Husk at der i år er planlagt adskillige workshopweekender henover sæsonen. Den første finder sted allerede 7.-8. maj, og kommer til at handle om middelalderhusholdning. Hele maj måned er der tema om tro og overtro, og der i den forbindelse er der skumringsture i den mørke skov!

Huse kan som altid bookes hos Pia Bach på pia@middelaldercentret.dk.

Dato: 01-05-2016
Kopiering og brug af billeder og tekst fra siden kræver tilladelse fra Guldborgsund Gildet
Website lavet af: Nils Thorhus Holmager